Ny klatre kultur

                                                                                                                                                            Klatresporten har gennem de sidste år gennemgået en dramatisk udvikling – både i forhold til målgruppe, discipliner, tilgængelighed og vækst.

Her er en kort video som fortæller den nye historie om moderne klatring

Ny Klatrekultur
“Klatrekulturen” har igennem mange år haft et image som har ledt tankerne i retning af ekstreme våge halse som balancerer mellem liv og død i bjergene eller som en underholdende èngangs-event for at overkomme sin højdeskræk!   

Sådan er det ikke længere!

Klatring er i dag en urban motions- og sportskultur, som foregår på let tilgængelige klatrevægge i idrætshaller, på skoler og i store klatrehaller.

Klatresporten har sine rødder i klippeklatring og bjergbestigning men tidens klatrere bruger i dag langt størstedelen af klatretiden på klatrevæggen. Det skyldes i høj grad den lette tilgængelighed og den konstante produktion af spændende nye klatreruter og boulder-problemer.
– Klatring i naturen er stadig en helt særlig oplevelse og dimension og er for nogle af klatrerne stadigvæk den ultimative klatre-arena.

Foto: Ulrik Hasemann
Blocs & Walls i København – Masser af bouldervægge og høje vægge
Foto: Ulrik Hasemann

Fleksibel sport som kan noget andet!
Klatring har stor bevægelses- og sundhedsmæssig værdi fordi sporten på én gang udfordrer både det legende, det tekniske, det fysiske og det mentale – men aller vigtigst – klatring er super sjovt!

Antallet af klatrekonkurrencer stiger men de fleste konkurrerer mest med sig selv. Klatreruterne er graderet efter en skala for sværhedsgrad, så det er let at se udvikling og fremgang. Klatretræning giver samtidigt en god  work-out og mange skifter fitness-centeret ud med træning i klatrehallen fordi det er sjovere. En anden tendens er at de studerende i Europas studiebyer skifter fredagsbaren ud med aktiv klatretræning kombineret med Cafehygge i klatrehallen.

Klatring er en meget homogen sportsgren hvor alle klatrer sammen, på tværs af alder, køn og niveau.  Lette og svære ruter er placeret tæt op ad hinanden så man kan sagtens have Danmarksmesteren og begynderen – fuldt udfordret – lige ved siden af hinanden. Familien kan dermed dyrke klatresporten sammen – det er ret unikt!

Klatreforbundet rundede i 2020 10.000 foreningsmedlemmer fordelt på 4/5-dele voksne og 1/5-del børn . Det er let at starte op med klatresport, også selvom man er blevet voksen og det er der ikke mange andre idrætter som kan prale af! Klatresport for børn er i kraftig vækst og de Danske klubber er i gang med at udvikle gode miljøer for børn og unge.

Boulder Gym 2, Walltopia
Træningen har ofte en meget fri og social karakter

Klatresporten er fri og fleksibel
Moderne livsvilkår og fritid er ændret og de klassiske idrætstilbud med faste ugentlige træningstider har det svært. Klatresporten udøves i et frit og fleksibelt miljø hvor træningen kan indpasses i en travl og uforudsigelig hverdag – ligesom i et fitnesscenter. Et medlemskab i en klatreklub udløser mange steder et nøglekort og så er der fri adgang til faciliteterne.

Øvede klatrere organiserer ofte selv træningen sammen med vennerne, men det moderne klatrecenter tilbyder også introduktionsforløb, fællestræninger og klassisk holdtræning. Du vælger selv!

bw_day_of_the_boulder_2014-3148
Børn, voksne, piger, drenge, øvede og begyndere – alle klatrer sammen

Sikkerhed
Klatring på klatrevæg er en meget sikker sport med forholdsvis få skader. De skader der kan opstå er at sammenligne med andre sportsgrene og er i kategorien vrid og overbelastning.

Klatresportens potentiale
Klatresporten er gennem de sidste 10 år vokset og i dag er der ca. 65 mio. aktive. Sporten vokser også i Danmark men vi ligger lidt under det tempo som vi ser hos vores naboer. For at væksten for alvor kan få fart i Danmark skal der bygges mange flere klatrefaciliteter i god kvalitet. Erfaringerne er ret entydige – hvis der bygges en moderne klatrehal fyldes den hurtigt op med glade brugere.

Her er nogle tal:
Antal
–  10.000 danske foreningsklatrere.
– Anslået 10.000 klatrer regelmæssigt i de kommercielle klatrehaller
– Potentiale  (6 promille af befolkningen) ca. 35.000

Nabo-sammenligning

– Hos vores nærmeste nabolande klatrer gennemsnitligt  0,7-1% af befolkningen (Norge / Sverige / Tyskland / Holland / England)

Homogenitet
–  38% af klatrerne er unge under 18 år
–  39% af klatrerne er piger/kvinder

Dansk Klatreforbund arbejder målrettet  mod at øge udbuddet af moderne klatrefaciliteter
Vi har udarbejdet værktøjer som kan understøtte processer i arbejdet med at etablere klatrefaciliteter. Vi står klar med GRATIS vejledning til dit klatrevægsprojekt uanset om det er en klatreklub, en skole, et kommunalt eller privat projekt.